Nyheder fra Odense Spiseguide

Nyheder fra Odense Spiseguide

Schiøtzprisen Odense

Albani Fonden støtter lokal madfestival

Nyheder

 

SPIS! Odense Food Festival får fondsmidler fra Albani Fonden. Midlerne skal bruges til at forbedre og udvikle den professionelle kokkekonkurrence Schiøtzprisen, som sætter fokus på de fynske fødevarer, lokale specialøl og det sublime kokkehåndværk.

 

Smilene var ekstra brede hos SPIS! Odense Food Festival i onsdags, hvor direktør Tine Gudrun Petersen kunne tage imod en flot donation fra direktør for Albani Fonden Paul Nissen.


“Vi er så glade for Albani Fondens støtte til vores fejring af de fynske råvarer og produkter, og vi glæder os rigtig meget til at afholde Schiøtzprisen igen til september, og få mulighed for at give publikum en endnu mere spændende og vedkommende oplevelse med de midler vi har fået,”
siger Tine Gudrun Petersen, direktør for SPIS! Odense Food Festival.

 

SPIS! Odense Food Festival fylder i år 6 år, og er på sin korte levetid vokset til at være en af Danmarks største madfestivaler, der rummer bl.a. et stort madmarked på Flakhaven med alverdens gastronomiske aktiviteter, workshops, middagskoncepter, smagsforedrag og meget mere.

 

Kokkekonkurrencen Schiøtzprisen er én af festivalens store events, som hvert år tiltrækker kokkestjerner fra hele Danmark, som ønsker at fortolke de fynske råvarer kreativt og velsmagende i kampen om hovedpræmien på 30.000 kr.

 

Information
Schiøtzprisen finder sted i Anarkist Beer & Food Lab, søndag den 13. september 2020. 

Tags: , , ,