Nyheder fra Odense Spiseguide

Nyheder fra Odense Spiseguide

Mortens Chokolade Odense

Efterårets mange smage hos Mortens Chokolade

Nyheder

I øjeblikket bliver der arbejdet med nye smagskombinationer hos chokolademageren Morten Aagaard i Kongensgade i hjertet af Odense.

 

Efteråret betyder nye og anderledes chokoladesmage hos Mortens Chokolade, og i værkstedet over butikken bliver der forsøgt med uprøvede variationer.

 

– Når jeg kommer med en ny chokoladekollektion, så tænker jeg det som en sammenhæng. Der skal altså være en overordnet idé med de chokolader som er en del af kollektionen. Egentlig kan man kalde denne her kollektion for en smagsrejse ind i efteråret, siger Morten Aagaard.

 

Mortens Chokolade Odense

 

Efterårets smage er mørkere og aromatiske end sommerens friske, lette og søde smage af eksempelvis de mange bær og blomster. Det afspejler smagen i de nye chokolader.

 

– Jeg arbejder i øjeblikket med en utrolig lækker honning. Man skal huske, at honning ikke bare er honning. Det er et naturprodukt, som tager smag af de blomster som bierne finder. I sensommerhonning har bierne samlet nektar fra et væld af sensommerblomster såsom brombær, tidsel, gederams og ikke mindst krydderurter. Sensommerhonningen er en kompleks honning. Den har stor dybde i smagen, en mørkgylden farve og kraftig duft, forklarer Morten Aagaard.

 

Mortens Chokolade Odense

 

Der går mange forsøg til, når en ny chokolade skal tilsmages.

 

– Det handler for mig om at finde en balance i smagen. Hvis hver komponent i chokoladen ikke kommer til sin ret, så skal den enten ud eller forstærkes. Det giver ikke mening, at komme en smag i chokoladen, hvis den ikke kan smages, fordi de andre smage overdøver den, siger Morten Aagaard.

 

Blandt andet efterårets frugter finder vej til butikkens smukke chokolader.

 

– Selvom jeg kun har en lille byhave i Odense, så er der masser af muligheder. Vores blommetræ bugner af blommer i år. Jeg plukkede en skålfuld blommer, lige før de var modne og bagte dem i ovnen med masser af sukker. Det gav en dejlig syrlig og let karamelliseret smag, som jeg skal arbejde videre med. Det spændende ved at lave chokolade, sådan som jeg gør, er at jeg laver mange forsøg og sætter mange skibe i søen, men jeg ved ikke om det lykkes, før jeg står med den endelige chokolade. Så selvom jeg har en god fornemmelsen med de ovnbagte umodne blommer, så kender jeg ikke resultatet før til allersidst. Og det kan, være at det ikke lykkes, og jeg må opgive, siger Morten Aagaard.

 

Smagsinspirationen kommer mange steder fra, og chokolademageren har hele tiden øjne og øre åbne. Som en del af efterårskollektionen arbejder Morten Aagaard derfor også med en helt særlig finsk vodka.

 

– Den varmer helt ned i tæerne, og den er rigtig efterårsagtig. Det bliver en spændende og ret kompleks chokolade. Jeg fik vodkaen i gave, og som alt hvad jeg spiser og drikker, tænker jeg straks: Kan det mon bruge i chokolade, slutter han.

 

Mortens Chokolade Odense

 

Efterårskollektionen udkommer hos Mortens Chokolade i Kongensgade 45 i Odense den 11. oktober 2019.

Tags: , , ,