Nyheder fra Odense Spiseguide

Nyheder fra Odense Spiseguide

Schiøtzprisen 2019

Finalisterne til Schiøtzprisen 2019 er fundet

Nyheder

Her er finalisterne til Schiøtzprisen 2019

 

Finalisterne til Fyns største kokkekonkurrence, Schiøtzprisen, er nu fundet. I år bliver det et særdeles skarpt felt med repræsentanter fra hele landet, der skal kæmpe om 1. præmien på 30.000 kr., når konkurrencen udspiller sig den 15. september under SPIS! Odense Food Festival.

 

Det bliver en række af landets dygtigste kokke, der skal dyste mod hinanden om at blive den bedste fortolker af fynske råvarer til Schiøtzprisen 2019.

De to foregående års vinder Stefano Foschi fra Restaurant Fynboen skal igen forsvare titlen. Og det ser ud til at han  får kamp til stregen, når han skal konkurrere mod Rasmus Bermann fra Alchemist, Rune Sørensen fra Restaurant Hærværk, Bjarke Jeppesen fra Hotel Hesselet og Emil Rask Bahr fra Sdr. Bjert Kro.

 

“Det er fedt at se, hvordan Schiøtzprisen er gået fra at være en lokal konkurrence for fynske restauranter til at være en ambitiøs konkurrence på nationalt plan, hvor dygtige kokke hylder det fynske terroir og de fantastiske fynske råvarer. Og selvom konkurrencen bliver mere og mere intens, så går jeg selvfølgelig efter at vinde for 3. år i træk”, siger Stefano Foschi fra Restaurant Fynboen.

 

Et begejstret dommerpanel

Det kyndige dommerpanel, som skal vurdere finalisternes retter til Schiøtzprisen 2019 er nogle af branchens mest kyndige eksperter, som alle trækker på rig erfaring inden for forskellige genrer i gastronomiens verden. Dommerpanelets medlemmer består af gastronomisk konsulent og tidligere manager for kokkelandsholdet Per Hallundbæk, gastrofysiker Louise Beck Brønnum, madredaktør og vinskribent Morten Vilsbæk, tidligere fødevareminister Dan Jørgensen og kok gastronomisk ildsjæl Klavs Styrbæk.

 

Klavs Styrbæk glæder sig over, at Schiøtzprisen har opnået anerkendelse og opmærksomhed i branchen:

 

“Jeg er stolt over, at vi på Fyn har udviklet en konkurrence, der har så højt et niveau, at den kan tiltrække så mange talentfulde kokke fra hele landet. Det bliver en sand fornøjelse at se, hvordan nogle af de dygtigste gastronomiske håndværkere, skal arbejde kreativt med de fynske råvarer, som jo er noget helt særligt,“ siger Klavs Styrbæk, som glæder sig til igen at opleve den intense stemning, der altid er ved en kokkekonkurrence:

 

“Jeg ser meget frem til at se alle finalisterne dyste mod hinanden, og jeg håber at folk vil komme og bakke op om kokkene, for det giver dem en fantastisk gejst, når publikum kommer og hepper. Og som publikum er det også en ekstraordinær oplevelse at se, hvordan kokke arbejder kreativt og professionelt med deres håndværk i et helt vanvittigt højt konkurrencetempo,” afslutter Klavs Styrbæk.

 

Schiøtzprisen

Det er 4. gang at SPIS! Odense Food Festival afvikler Schiøtzprisen i samarbejde med Albani. Schiøtzprisen 2019 finder sted i Anarkist – Beer & Food Lab søndag den 15. september fra 12.00-15.00, hvor der er gratis entre for alle.

De fynske råvarer er centrum for konkurrencen, når kokke fra hele landet præsenteres for en råvarebuffet med alt det bedste fra fynske leverandører og producenter.

 

Ud over æren, er der store præmier i udsigt for vinderen, som anerkendes med en kontant præmie på 30.000 kr. og et smukt håndlavet trofæ fra Kærbygaard Snedkeri. 2. og 3. pladsen kan se frem til at modtage henholdsvis 10.000 kr. og 5000 kr.

 

Mere information om Schiøtzprisen kan findes her: https://spisodense.dk/schioetzprisen/

Tags: , , , , , , , , , , , , ,