Året igennem afholdes der en række arrangementer med fødevarer som hovedtema rundt om på Fyn: Aspargesfrokost i Odense, Fynske Fristelser i Faaborg og nordens største fødevaremarked, Kulinarisk Sydfyn i Svendborg for blot at nævne nogle. Her finder du listen over årets største begivenheder, hvor fødevarer og lokale delikatesser er i centrum.
Aspargesfrokosten – SPIS! Asparges i Odense
Maj
Foråret er på vej, og den fynske muld er i gang med at varme og modne de lækreste forårsherligheder, blandt andet de internationalt anerkendte fynske asparges fra Torup Bakkegård og Knabegaarden, som vi fejrer ved årets Aspargesfrokost lørdag d. 7. maj.
www.aspargesfrokost.dk
Det Fynske Dyrskue
Juni
På Det Fynske Dyrskues fødevaremarked vrimler det med delikatesser, specialiteter, økologiske og lokale produkter af højeste kvalitet. I Kuliarisk Sydfyns og Smagen af Fyns restaurant kan du smage på kokkenes tryllerier med de fynske råvarer. Menuen tager udgangspunkt i sæsonens produkter og kun fantasien sætter grænser for, hvad kokkene disker op med.
www.detfynskedyrskue.dk
International marked i Odense
Maj
Internationale markedsdage i Odense med boder fra det meste af Europa, oplev markedsstemning som vi kender sydfra. Her vil være boder fra bl.a.: Holland, Frankrig, Tyskland, Italien, Polen, England, Østrig, Finland m.fl. Du kan købe landenes traditionelle varer så som kager, ost, pølser, oliven, nødder, pesto, donuts m.m.
www.internationaltmarked.dk
Lundsgård fødevarefestival i Kerteminde
Juni
Fødevarefestival er en fest for alle sanser og med smagsoplevelser for enhver. På festivalerne kan man møde: Fødevareproducenter, Råvareproducenter, Plantemarked, Design & brugskunst, Friluftsliv, Gårdbutikker, Oste- og ismejerier, Micro-bryggerier, Restauranter etc. Der vil være udstillere i de gamle historiske bygninger samt en summen af markedsstemning på de idylliske gårdspladser, hvor der også vil være aktiviteter for børn.
www.foedevarefestival.com
Kulinarisk Sydfyn i Svendborg
Juni
Fødevaremarkedet i Svendborg Centrum er nordens største af sin art, både hvad angår antal udstillere og antal besøgende, der skal tælles i tusinder. Fødevaremarkedet er en fest for alle sanser og med smagsoplevelser for enhver. Det er den høje kvalitet af råvarer og produkter, der kendetegner markedet.
www.kulinarisksydfyn.dk
Danehof i Nyborg
Juli
Det syder af middelalderstemning med boder, mad og underholdning for både børn og voksne, når Nyborg genopliver den gamle Danehof-tradition. Oplev bl.a. de store ridderturneringer ved Nyborg Slot.
www.danehof.dk
Kirsebærfestival i Kerteminde
Juli
Hvert år afholder Kerteminde sin Kirsebærfestival den tredje weekend i juli, hvor alle er velkomne til at deltage. Under Mottoet: “Se, lyt og smag” bydes du på både kunst, musik, kulinariske smagsoplevelser og anden underholdning
www.kirsebaerfestival.dk
Rosenfestival i Bogense
August
Guidede ture til rosenmarkerne, rosendekorationer i hele Bogense, fødevaremarked og foredrag om roser og forædling.
www.rosenfestival.dk
Fynske Fristelser i Faaborg
August
Mød Fyns dygtigste fødevareproducenter på dejlige sensommerdage i Fåborgs historiske bymidte. Fynske Fristelser er kulinarisk nydelse for alle sanser.
www.fynskefristelser.dk
Høstmarked, Kongens Fadebur i Nyborg
September
Mød producenterne fra fødevarenetværket Kongens Fadebur i Nyborg, smag på deres varer og køb med hjem til dit eget fadebur. Oplev ridderkampe og spis med folket i krigernes telt uden for på slotspladsen.
www.danmarksrigeshjerte.dk
Øllets dag i Odense
September
Den første lørdag i september fejrer foreningen Danske Ølentusiaster det danske øl. Øllets Dag markeres i en række byer landet over, og i Odense vil der være udskænkning af smagsprøver på øl – og selvfølgelig med en del fra Fyn – runt om i Odense centrum.
www.ølletsdag.dk
Det Økologiske Høstmarked i Svendborg
September
Det gamle pakhus Maritimt Center i Svendborg danner en stemningsfuld ramme om et økologisk marked med madboder og salg af gode fødevarer.
www.maritimtcenter.dk
SPIS! Food Festival Odense
September
Opdag Odense med munden til SPIS! Odense Food Festival. Mød nogle af landets bedste, kvalitetsbevidste fynske og danske fødevareproducenter og madhåndværkere. Snus, smag, snak og handl i boder, der bugner af autentiske råvarer.
www.spisodense.dk
Mellem Æblegaard og Humlehave på hele Fyn
Oktober – Efterårsferien
Kom og nyd de fynske øl, og de fynske æbler. Øen vil summe af aktiviteter, der har disse to produkter som omdrejningspunkt. Du vil f.eks. kunne opleve Ølfestival, Æbleræs, besøg på bryggerier og i æbleplantager, – kombineret med spændende oplevelser i efterårsferien. Hold øje med programmet, som opdateres på
www.smagenaffyn.dk
Løgfestival i Bogense
Oktober
Nordfyn er en stor løgeksportør, og det skal selvfølgelig fejres med en stor festival i løgets tegn. Fredag i efterårsferien er der løgfestival i Bogense i form af et stort efterårsmarked i byens gader. Få lækre smagsprøver på mad med løg i og gå på udkig i grøntsags- og fødevareboderne.
www.nordfynsturist.dk
Udarbejdet i samarbejde med www.visitfyn.dk
…hvis vi har overset et arrangement så send endelig en mail med info og link.