Nyheder fra Odense Spiseguide

Nyheder fra Odense Spiseguide

madspildsskole Odense

Pressemeddelelse – Slut med spild i Odense: Tag på madspildsskole i efterårsferien

Ugens restaurant i Odense

I efterårsferien slår Too Good To Go, Arla og Arla Fonden dørene op til ’Madspildsskolen’, der skal give de fynske familier redskaber og inspiration til at bruge alt i køleskabet for at undgå madspild. Madspildsskolen finder sted på Stige Friskole i Odense N og bliver afholdt i samarbejde med føtex Vesterbro.

 

Så er det med at slibe kokkekniven, smøge skåneærmerne op og støve persillehakkeren af, for når iPad’en skal slukkes og børnene aktiveres i efterårsferien, står der madspild på menuen.

 

814.000 tons mad ryger hvert år i skraldespande og containere herhjemme. Heraf bliver 247.000 tons kasseret i de danske husholdninger. Det viser Miljøstyrelsens kortlægning af Danmarks madspild, der blev offentliggjort i juni.

 

Derfor er Too Good To Go, Arla og Arla Fonden gået sammen om at etablere en madspildsskole, der skal lære danske familier at lave måltider med ‘alt godt fra køleskabet’, så intet går til spilde.

 

Madspildsskolen fik premiere i København sidste år, og i år har føtex sluttet sig til som samarbejdspartner, hvilket har gjort det muligt at udvide konceptet til fem danske byer – herunder Odense.

“Ni ud af 10 danskere vil gerne blive bedre til at undgå madspild, men de savner inspiration og idéer til, hvordan de skal gribe det an i praksis. Madspildsskolen viste sig sidste år at være en både hyggelig, lærerig og meget populær efterårsaktivitet, som gav familierne nye brugbare erfaringer og konkrete tips og tricks til at undgå madspild. Derfor har vi i år, med hjælp fra føtex, udvidet aktiviteterne, så endnu flere familier får mulighed for at være med,” siger Sanne Vinther, direktør i Arla Fonden.

 

Madspildsskolen vil undervisere fra Too Good To Go og Arla Fonden fylde familiernes værktøjskasser med konkrete metoder til at undgå madspild.

 

“Vi har lavet undersøgelser, der viser, at især børnefamilierne er udfordrede på madspildsfronten. De er motiverede for at gøre en indsats, men er udfordrede i en travl hverdag. Derfor har Madspildsskolen stort fokus på at gøre det både nemt, tidsbesparende og økonomisk fordelagtigt at lave mad af de rester og råvarer, man allerede har på lager. Det handler blandt andet om at løsrive sig fra opskrifterne og være kreativ – og det kræver faktisk ikke meget andet end et basalt kendskab til grundsmage og lidt træning. Og det får de hos os,” fortæller landechef hos Too Good To Go, Heidi Boye.

 

Råvarerne til Madspildsskolen bliver leveret af føtex Nørrebro. Derudover forærer føtex hver familie en ‘Madspildskasse’, som de får til opgave at anvende i undervisningen – og som de efterfølgende får med hjem.

 

”I føtex har vi arbejdet rigtig meget med at begrænse vores eget madspild, men vi ved også, at vi kan hjælpe vores kunder endnu mere med at begrænse madspild derhjemme. Med Madspildsskolen håber vi, at fynboerne får lidt nemmere ved at trylle, når grøntsagsskuffen hjemme i køkkenet skal tømmes, og resten af kyllingen fra i går skal bruges op, siger Johannes Andresen, der er varehuschef i føtex Vesterbro i Odense.

 

Madspildskassen indeholder alle grundsmagene i form af soya, æbleeddike, honning, salt og olivenolie samt en samling af 10 essentielle smagsgivere og krydderier. I køkkenet bliver kassen et værktøj til at justere smagen af maden – især i den sidste fase af madlavningen, hvor måltidet skal løftes fra godt til genialt.

Hvor og hvornår?

Madspildsskolen bliver afholdt i efterårsferien i uge 42 på Stige Friskole og Børnehave, Hedelundvej 2, 5270 Odense.

Læs mere om Madspildsskolenmadspildsskolen.dk. Her kan du også melde din familie til og dermed få fingre i den eksklusive ”Madspildskasse” fra føtex.