Nyheder fra Odense Spiseguide

pressemeddelelse fra odensespiseguide

Kendt kok har forelsket sig i Odense og åbner ny restaurant

1. september 2025

En af Danmarks mest anerkendte kokke, Yves Le Lay, har kastet sin kærlighed på Odense – og nu er han klar til at åbne dørene til en ny restaurant midt i byens centrum. Med erfaring fra toprestauranter både i Danmark og udlandet er ambitionen at skabe en gastronomisk oplevelse i absolut topklasse.

”Jeg har fået den unikke mulighed at åbne en ny restaurant i Odense – sammen med min tidligere læremester og gode ven Per Hallundbæk. Odense er en by, som jeg holder enormt meget af, og glæder mig til at leve og kreere i. Jeg tror på, at Odense mangler et køkken som mit, og at Odense er den luftforandring, jeg har brug for,’’ fortæller Yves Le Lay, der efter flere år i København nu flytter til Fyn.

Restauranten får adresse på Vestergade 5, hvor Restaurant Bacchus de seneste fem år har haft til huse. Her afslutter Stéphane og teamet en æra, der har budt på mange mindeværdige oplevelser: ”Vi har haft 10 gode år med Bacchus, heraf 5 fantastiske år på adressen i Vestergade. Nu er tiden kommet til nye eventyr, og jeg overlader med glæde lokalerne til Per, Bargroup Food og deres nye partner. Jeg ser frem til at følge med i, hvad den nye restaurant kommer til at byde på. For mit eget vedkommende har jeg et nyt projekt på bedding, som jeg glæder mig til at præsentere inden for kort tid,’’ udtaler Stéphane, ejer af Bacchus.

Yves Le Lay åbner restauranten i partnerskab med Per Hallundbæk og Bargroup Food. Per Hallundbæk har i mange år været Yves’ læremester – blandt andet under deres fælles tid på Falsled Kro – og deres samarbejde bygger på både stærkt venskab og fælles passion for gastronomi. ”Det er ikke kun mig, der er heldig at få en god ven tilbage på Fyn – byen kan helt sikkert også glæde sig til de madoplevelser, Yves har i ærmet til os. Vi har jo samme grundfilosofi for god mad, råvarer og værtskab, så jeg glæder mig enormt meget til at være Yves sparringspartner og hjælpende hånd i køkkenet,’’ siger Per Hallundbæk, gastronomisk chef og partner i Bargroup Food.

Også Bargroup Food’s direktør, Bjørn Hentze, ser frem til samarbejdet: ”Det her er et helt særligt projekt, som vi er utroligt stolte over at være en del af. At få lov til at starte noget nyt sammen med Yves er en kæmpe fornøjelse, og vi kan næsten ikke vente med at slå dørene op og byde gæsterne velkommen til en restaurant, som forhåbentlig kan tilføre noget nyt og spændende til den stærke og allerede blomstrende restaurantscene i Odense.” Hvad, den nye restaurant præcist vil byde på, afsløres først senere – men én ting er sikkert: Bacchus lukker, og til november åbner en ny restaurant på Vestergade 5 med Yves Le Lay i spidsen

Køkkenchef og partner, Yves Le Lay

YVES LE LAY – CV:

Elev på l’Education Nationale, Domaine de Châteauvieux i Schweiz og Engø Gård i Norge

Kok på Herman og Falsled Kro

Souschef på Søllerød Kro

Køkkenchef på Strelka i Moskva, Pädaste Manor i Estland og Nimb Terrasse i Tivoli.

Køkkenchef og medejer på NÆRVÆR

Køkkenchef og medejer på à terre

Køkkenchef på Yves at Park Lane

 

Per Hallundbæk, gastronomisk chef og partner i Bargroup Food

PER HALLUNDBÆK – CV:

Hotel Dagmar i Ribe

Hotel Fakkelgaarden i Kollund

Køkkenchef Hotel Engø Gård i Norge Relais & Chateaux

Køkkenchef Falsled Kro Relais & Chateaux

Blandt konkurrencer & priser er:

– Årets bo og spis sted i Den Danske Spiseguide med Falsled Kro 2017

– Årets newcommer i Relais&Chateaux 2004 i Paris

– Vinder årets nordiske øl “Ale med kvædearomaer”

– Vinder af Rioja stipendiet 1997 – Vinder af årets kartoffelpris 1998

– Vinder af VM i tilberedning af laks i Irland

Nyheder fra Odense Spiseguide

Om Odense Spiseguide

På Odense Spiseguide finder du altid opdateret information om restauranter, kommede musik-/ teater- og spisearrangementer. Kontakt os og få din restaurant eller dit arrangement med i guiden.

Odense Spiseguide
Casino Odense